I mine billeder arbejder jeg ofte med geometrisk abstraktion, hvor enkle former er placeret stringent på billedfladen og giver 2-dimentionelle og nonfigurative kompositioner. Mine malerier er strengt bygget op, og jeg bruger ofte en del tid på at lave skitser på papir. Jeg tilstræber at opnå en stilhed i mine billeder, hvor der bliver plads til fordybelse og eftertanke. I vores hverdag findes der meget støj, og det kan være svært at få ro til at lytte til sig selv og bare være til stede. Jeg ønsker med mine billeder, at skabe nogle rum af stilhed, som man kan gå ind i.
Jeg arbejder gerne med én figur, der går igen i mine billleder på den ene eller anden måde. Den bliver til forskellige rum, der samles eller opløses og skaber på den ene side velkendte og fremmedartede figurer.
I andre værker har jeg udforsket grænsen mellem det abstrakte og det figurative. Hvad er det hjernen selv skaber, og hvilke tanker og følelser får det frem hos beskueren. Jeg har eksperimenteret med, hvor langt jeg kan bevæge mig fra motivet, førend det opløses og kun består af farver og felter. I disse værker har jeg været interesseret i det pixelerede fotos æstetiske kvaliteter, hvor motivet opløses til fordel for en visuel poetisk komposition kun bestående af kvadratiske felter.
Udover lærredet arbejder jeg med blyant på papir. Senest har jeg lavet en serie tegninger, hvor jeg undersøger naturen. Fragmenter af svampeorganismer, nedbrudt træ eller blade bliver til abstrakte figurer. I de forskellige stadier af nedbrydningsprocessen, opstår der nogle meget interessante forvandlinger, som ofte rummer en egen skønhed på trods af forfaldet.